lørdag den 13. juli 2013

God sommer



De næster tre uger står på ferie med familien
og masser af afslapning.
Det glæder jeg mig til ;o)

1000 tak til alle jer, som læser med her på bloggen, 
og
må I få en super dejlig sommer.


Kærligst Hanne

torsdag den 11. juli 2013

Mit eget strikdesign er på trapperne

- og den nye model hedder Frederik.
For som min søn, Frederik sagde: "Hvad med at opkalde den efter mig ?".
- og selvfølgelig skal den da hedde det. Et bedre navn findes ikke, til denne lille uldne trøje  ;o)

Modellen er strikket i str. 4 år, men opskriften vil komme i flere størrelser, og lige nu er der en voksenmodel magen til på pindene, så hele familien kan få en sweater i Nordisk stil.
Jeg har tidligere strikket modellen i voksen størrelse. Den kan du se HER

Model Frederik
 Den lille sweater er strikket i supersoft uld fra Garngaragen

Synes du at farverne er lidt drenget, kan du nemt skifte den lavendelblå kant ud 
med for eksempel en smuk fuchia-rød,
og så er den pludselig en fin lille "Frederikke-sweater".
-tak for den Kirsten ;o)

Farverne er:
brun
råhvid
lavendelblå

Undersiden af ærmerne, har en lille lavendelblå stribe.

Den lavendblå detalje gentager sig i sidesømmene


Jeg er ved at skrive strikkeopskriften og når den er færdig, 
er det helt op til Dorthe fra Garngaragen, hvornår du kan købe mønstret ;o)
Håber at du er blevet inspireret og har fået lyst til at strikke 
en lille Nordisk sweater i supersoft fra Garngaragen
Farvekortet på denne uld garn er imponerende stort, og jeg må advare ...
det er meget fristende, at købe masser af garn ;o)


Kærligst Hanne


onsdag den 10. juli 2013

Et lille sommerhus kig mere

og denne gang få du et kig rundt i stuen.
Egentlig ville jeg havde vist flere foto fra stuen i mit lille sommerhus, men ved nærmere eftersyn lever de ikke helt op til et "blog-show". Der er altså nogen, der ikke har ryddet pænt op. Hvem kan det mon være ???
Derfor får I bare et par hjørner at se, i dag. Der skal helt sikkert nok komme flere billeder af hele stuen senere. Altså når jeg lige har fået fjernet gamle kaffekopper, blade, trøjer, sko og meget mere ;o)

Stuen i det lille sommerhus
 Den lille skolepult og stolen, husker du måske fra dette indlæg ?
Jeg var ikke helt sikkert på hvor det skulle stå, men tror den har fået den rigtige plads, 
i hjørnet af stuen, ved siden af sofaen og med vindueskig.
Kommer der mindre gæster på besøg, kan det sikkert være ganske hyggeligt, 
at sidde tæt på de voksne og tegne, ved den lille skolepult.

- og selvfølgelig ligger der farver og papir i pulten ;o))

Keramiklampen er et loppefund, den blå-grønne and har min søn Frederik lavet for mange år siden,
den er bare så skøn. Den smukke keramikkande
har jeg engang fået i fødselsdagsgave, af denne super dygtige krea-veninde

Endnu et containerfund fra den lokale genbrugsplads.
Den fine kurvestol fejlede ingen ting, men faldt vist bare ikke i den forrige ejers smag længere.
Den kom derfor med hjem til mig, og fik lidt kærlighed ;o)
En gang blå maling (samme farve som dørene), en hynde fra IKEA, 
et gult uldplaid fra Kvickly og en hjemmesyet patchworkpude.
RESULTAT:
Et hyggeligt lille hjørne og en god siddeplads for få penge.

***

I næste uge tager jeg igen i sommerhus.
Skal lige op og have styr på de sidst par småting, jeg ikke fik nået sidst.
 - og så skal jeg fejre min fødselsdag.
Jeg bliver godt fyrre, igen i år, og synes bare det er helt i orden !


Há en dejlig dag

Kærligst Hanne




tirsdag den 9. juli 2013

Hæklede blomster i håret

Er da altid et festligt pift, til frisuren ;o)
Nu er det godt nok ikke så tit, jeg selv bruger den slags blomstrende opgraderinger i mit eget hår, men for nogle måneder siden havde jeg besøg af min guddatter Karen, og hun synes at det var den helt rigtige pynt til hendes hår. 
Så efter, at vi havde leget frisør og jeg havde, ikke uden at være udfordret, klippet hendes pandehår, det er jo faktisk helt umuligt at sidde musestille i mere end et minut, når man hedder Karen, blev de livlige lokker flettet og pyntet med små hæklede blomster.

 Her er så Karen, med blomsterpynt i håret.
Synes du frisuren er lidt uglet og billedet er lidt uskarpt, så vil jeg bare sige:"du har ret".
men, det er fordi Karens Gudmor, altså mig, er sååå langsom, og at mit kamera bruger uendelig lang tid på at fokusere. Den slags har Karen ikke tid til, for der er nemlig rigtig meget hun liiige skal nå, og så må det jo bliver så godt, som det nu kan ...

Hæklet hårpynt

Små hæklede blomster syet på hårnåle og hårspænder.
En sød lille detalje i håret, som ikke tager lang tid at lave.
Måske kan du genbruge gamle hårspænde, der ikke bliver brugt længere.


Her har du så den skønne Karen, i et næsten rolig øjeblik (se fødderne), 
med hendes, meget tålmodige hund Sille i armene.
Jeg tror at hende pandehår blev næste lige, men hvem ser det i farten ... ;o))

Kærligst
Hanne

PS.
Jeg ville havde vist noget mere om de filtede sten i dag, men da jeg ingen foto har, har Tina Dalbøge være så sød at tilbyde, at lave en fotocollage om de filtede sten, og sende til mig.
Så snart jeg har modtaget billederne laver jeg et indlæg ;o)

mandag den 8. juli 2013

Til kreative dage hos Tina Dalbøge

For 14 dage siden, var jeg på besøg hos Tina.
Det var super, super hyggeligt, og ideerne og snakken var ved at få taget til at lette. Hold da op hvor er det imponerende, som tiden flyver af sted i godt selskab ;o)

Tina havde inviteret til Krea-camp, hjemme hos sig selv, i Risskov. Hun havde samlet en lille flok, som skulle hygge og lade fantasien slippe løs. Nye ideer skulle blomstre i fri leg, med rødvin i glasset og snakken i ørerne.
Kan man ønske sig mere, når man nu er lidt en krea-nørd ;o)

De skønne kvinder "rundt om bordet" var naturligvis Tina selv, Anette, Anne- Mette, Karin og Birgitte.
Jeg var så optaget af at være tilstede, at jeg slet ikke kunne tage mig sammen til at tage billeder. Fotos her i indlægget er derfor tyv-stjålet. jeg må så efterfølgende håber på tilgivelse.

Foto: Anne-Mette
 Her er en fin lille fotocollage, med stemnings billeder fra de to dage.
I øverste venstre hjørne er det Tina, der kaster sig ud i strik og i nederste højre hjørne, mig selv (en sjældenhed her på bloggen. Altså som "fotomodel"), som har kastet sig ud i en lille oste-kreation.

***
På anden dagen var der endnu flere, nye ideer, der skulle prøves af.
Foto: Anette
Her er det (igen) mig, til venstre i billedet, der filter sten. 
Jo, jo den er gó nok og det lyder helt skørt, I know ;o)
og Birgitte, der er ved at lave de fineste billedcollager,
 med naturmaterialer og varm lims-deko.

 Tinas hund, havde smidt sig i hjørnet af den hyggelige day-bed på terrassen
 og lod sig bestemt ikke forstyrre af os.

Jeg var også et smut på stranden med Anette, for at samle sten til "filt-sten". 
Dem viser jeg i morgen.

Ellers var der også gang i genbrug af gamle bøger, strikkeri og masser af pong pong'er.

Foto: Anne- Mette
Her er jeg ved at eksperimentere lidt med forsvindings-vlieseline (hedder det mon det), 
på et net/tørklæde.
Forinden havde jeg hæklet kanter på nettet og små blomster rundt omkring.
Tina har nogle flere fotos. Når jeg får fat i dem, skal jeg nok vise og fortælle hvordan.

Endnu engang tak for dejlige og inspirerende, kreative dage.
Dem kan jeg leve længe på og jeg er så glad for at há mødt jer.
Der er ikke noget som "fri leg", med ligesindede 
;o)

Kærligste
Hanne

lørdag den 6. juli 2013

Toilettaske i rødt

Symaskinen har nu ikke stået helt stille ...
For jeg kender en, som jeg synes skulle have en lille gave, sådan bare fordi.
Den slags gaver er måske de mest vigtige !

Det lille vævede stykke med rosen, har jeg fundet på loppemarkedet for længe siden. Det var kommet ned i skuffen med særligt gode sager. I ved de sager, man næsten ikke nænner at bruge fordi de simpelthen er for gode ;o))

 Men, men, nu sidder den vævede rose her, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Synes, den passer så fint til den røde toilettaske.

 I skabet fandt jeg det glade røde stof med prikker og blomster.
Stoffet er købt, for længe siden, i Stof og Stil. Mon ikke de sælger det endnu ?

Da målet på toilettasken er ca. 20 x 30 cm + bund, er den temmelig stor.
Jeg har derfor lavet en lomme inde i tasken, så toiletgrejerne kan deles lidt op, for at undgå total kaos.

***
Her i Skåne skinner solen i dag, fra en skyfri himmel.
- hvor er det skønt, og hvor er Sverige smuk.
;o)


Jeg er netop blevet helt færdig med min 1. strikkemodel, som nu ligger til tørre på bordet.
I den kommende uge skal opskriften skrives ned, og det hele skal sendes til hende HER
Det glæder jeg mig rigtig meget til, og hvem ved, måske en af jer kaster jer ud i at strikke modellen.
Det vil da være vildt ;oD

Kærligst Hanne

fredag den 5. juli 2013

Mere sommerhus

Et lille kig ind i stuen.
I dag viser jeg et par vinkler fra stuen, i sommerhuset. Den nye spisebordsplads har fået ny lampe, gulv tæppe, nyt gardin og nye stole. Alt sammen købt i IKEA.
Plakaten på væggen er Holger Drachmanns digt, Erindring, om Skagen. Jeg sidder altid på pladsen over for billedet, og inden sommeren er ovre plejer jeg at kunne teksten uden af. Her fik jeg måske liiige taget munden rigelig fuld... okay, måske bare næsten, så.
Det er så smukt, rytmisk, sanseligt og rigtig meget Skagen ;o)

Spisepladsen i det lille sommerhus


I hjørnet, ved spisebordet, står en gammel åre, jeg har fundet.
Jeg har dog bestemt mig for, at den skal hænges op i loftet.
Faktisk har jeg valgt at hænge flere ting op i loftet. Det ser ret fint ud, synes jeg, og så er det jo en lidt sjov tanke at lofterne kan dekoreres. 

På så lidt plads, som der er i sommerhuset,
 er det faktisk en nødvendighed at bruge loftet til ting og sager.


Den lille gang med de kutter-blå døre
Da alt i sommerhuset er blevet malet kridhvidt, synes jeg, at det kunne være smukt at give dørene en farve. De er blevet lyseblå, eller som den hedder, der hvor jeg kommer fra, "kutterblå".
Det er jo naturligvis en dominerende farve i det lille hvide hus, og den er defor også blevet gennemgående i alle de andre farvevalg, der er i sommerhuset.

På den lille garderobeplads er min mormors gamle bøjler kommet til sin ret.
En lille rød farveklat, midt i alt det hvide og lyseblå :o)


Rigtig god fredag

Kærligst Hanne

torsdag den 4. juli 2013

Jeg er tilbage på bloggen, med 1000 gode oplevelser i bagagen

Efter knapt tre hektiske og dejlige uger, i det Nordjyske,
- med mange gode oplevelser og STORE forandringer, er jeg nu tilbage i Skåne.

Jeg vil i den følgende tid skrive om, og vise fotos af, alt det som er sket de sidste tre uger.
Grunden til at jeg ikke, løbende, har lavet blogindlæg, er simpelthen en manglende net-forbindelse og en helt umulig telefonforbindelse ved den Nordjyske østkyst, sorry !

Jeg drog alene mod Nordjylland, for knapt tre uger siden, med bilen fuld af værktøj og malergrej, og en kuffert fuld af tøj til div. begivenheder.

Vores dejlige lille sommerhus, skulle have en kraftig overhaling, eller nok nærmest en totalrenovering, for igen at kunne danne rammen om, vores ferier og weekender. Det var blevet slidt og forsømt. Nye vinduer var blevet sat i af den lokale håndværker, inden jeg ankom, og huset var også blevet malet udvendigt, resten ... tja, det var så op til mig. Jeg kunne gøre præcist, som jeg ville. Forvandle det til et lille sommerparadis, helt efter min smag. Jeg har nydt friheden, arbejdet og det faktum at jeg bare kunne indfri mine drømme for dette sted !

Min dejlige dreng Jens, blev student d.24. juni, fra Katedralskolen i Aalborg, og jeg skulle have besøg af alle de glade studenter i sommerhuset d.29. om eftermiddagen, og søndag d.30. skulle huset danne rammen om en studenterfest for ca.35 mennesker.

Mandag d.24. og tirsdag d.25. juni var jeg inviteret på Krea-camp hjemme hos Tina Dalbøge. En super oplevelse, som jeg vil fortælle meget mere om ;o)

Det var lidt af alt det, som er sket. Dejlige, men hektiske uger. Jeg vil nu forsøge at omsætte lidt af det, i ord og i billeder.

Et kig ind i det færdigt renoverede soveværelse,
 i det lille sommerhus.
 Sommerhuser et ça. 65 m2 og bygget i 1969.
Jeg har foto, fra da vi overtog det for snart 7 år siden. 
Dengang var det meget "brunt" og med trælofter og træpaneler.
Jeg har malet lofter og vægge hvide og på gulvet i værelserne, er der kommet sisalgulvtæppe.
Dørene er malet "kutterblå"

Med en stor kærlighed for genbrug (måske har du bemærket det ;o) ?),
 har jeg samlet ind gennem længere tid.
Den store drivtømmer-planke over sengen, er fundet på stranden, ved sommerhuset
 og har tidligere været brugt som hylde.
Jeg synes den gør sig langt bedre som hovedgære, og er glad for at jeg fik ideen. 
Nu håber jeg bare at den bliver hængende ;o)

Et gammelt servanteskab, fra dengang jeg var meget ung og alt skulle afsyres.
Nu har det fået en ny plads. Resten er loppefund og den lille grønne kande, har været oldemors.


 Klædeskabet har stået i garagen i mange år, med olie og andet skrammel i.
Med et lag maling, nye hylder og smukke porcelænsknopper, her det fået et nyt liv.

 Jeg glemte det helt ...
- at tage billeder før forvandlingen, og her er der allerede blevet malet.
Typisk mig. Blev så optaget af at blive færdig.
Jeg vil gå på jagt efter den gamle salgsopstilling, fra da vi købte sommerhuset, 
så kan I bedre se den STORE forvandling.


OG
så skal I da lige have et billede af ham her,
Verdens bedste Jens.

Kan I huske det ?
Det var den vildeste sommer. Ung og med huen på hovedet.
Livet ligge foran, og mulighederne hænger som modne frugter, der bare skal plukkes.
Tillykke min dreng. Jeg er så stolt af dig



Kærligste 
Hanne
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...