NU, skal det altså være.

Jeg er simpelthen jordens dårligste afslutter!
Mine skuffer er fyldt med uafsluttede projekter. Ikke fordi jeg ikke synes, at de er flotte og helt rigtige, men mere fordi jeg hat tabt interessen. Målet og ønsket om at komme til at glædes over der færdige resultat er ikke længere tilstede.

Jeg er typen der elsker det hårde arbejde, elsker processen. Vælge mønster, vælge stof og garn, regne den ud, skære stoffet , sætte sammen, sy sammen, strikke, hæfte og.......så går det galt!!!

Jeg mangler bare lige knapperne og kraven eller en kant. Quiltningen og montering osv. osv.

"Er jeg helt alene her ?"

For at sætte mig selv under pres, har jeg derfor bestemt mig for at indvilge I gæve og kreative kvinder i min, "næsten færdig projekter", store bunke. Altså bare sådan lidt efter lidt ;o) 

Jeg kommer helt sikkert til at skulle bruge tilråb og opmuntring, hvis jeg skal have gjort kål på alt det. 

Her bliver I så præsenteret for første halvfærdige projekt. Et kun otte år gammelt tæppe i patchwork:

Jeg har tager hul på det... arbejder med det... tror på det...

At får det støjet, var da det første skridt.

Pludselig husker jeg hvad drømmen og ideen var med det tæppe ;o)

Det begynder faktisk at give mening igen.

Hvorfor er det så, så svært at få det op af den skuffe ?

Meget af mit patchwork har en lille historie. I dette tæppe kan jeg se stof fra drengene børneværelser. Køkkengardiner og bukser og ... ;o)

Ideen med tæppet var, kan jeg pludselig huske, at det kun skulle bestå af stribede blå stoffer med små kulørte farvefelter. Kig med i morgen, der kommer mere.

Det lover jeg, det lover jeg, det lover jeg, det love....

Dejlig lørdag til alle ;o)

Kærligst Hanne